Trine, 21 år
4. semester, sygeplejerskeuddannelsen
VIA Holstebro
Det er klart. Det giver lidt sommerfugle i maven. Både at skulle starte på et nyt studie og samtidig flytte til en ny by. For Trine, som kommer fra Skive, var overgangen heldigvis nem. Som hun siger:
"Med boliggarantien var jeg sikret et sted at bo, og det er rigtig dejligt, når man flytter hjemmefra for første gang.
På studiet blev der samtidig gjort rigtig meget i starten for at ryste os sammen. Det betød, at vi hurtigt blev meget tætte i klassen.
Alle kender alle og der er et fedt sammenhold – faktisk også på tværs af årgangene, fordi der er så mange uddannelser under samme tag her på VIA."
Noget Trine også sætter pris på er, at undervisningen foregår i mindre hold. Det betyder, at man bliver hørt af lærerne, og at der altid er mulighed for individuel feedback. Det gør en kæmpe forskel, siger hun. Det samme gør det brede, tværfaglige samarbejde, man har med andre studier og de mange muligheder, der er for at komme på udveksling. Trine skal fx snart fem uger til Tanzania for at blive klogere på kulturforskelle i sundhedssystemer.
Det er dog ikke alene boliggarantien og oplevelserne på sygeplejerskestudiet på VIA, der gør det let at falde til i Holstebro. Det er også byen selv, når man spørger Trine. Det er ikke bare det, at folk er imødekommende i byen. Det er også alle mulighederne for at komme ud og møde nye mennesker.
”Som studerende skal, man kende Slagteriet. Her sker der altid noget. Men der er i det hele taget et fedt byliv i Holstebro med gode butikker og caféer. Det er nemt at lave noget socialt. Det gælder også sport og fitness. Jeg går selv til badminton og yoga to gange om ugen. Det elsker jeg. Ikke mindst fordi det samtidig har givet mig et supergodt netværk ved siden af studiet.”
Trine har mange bolde i luften. Hun er formand på kollegiet, hvor hun bor. Hun er tutor og senest blevet medlem af sygeplejerskestuderendes landssammenslutning. Der er mange grunde til al den aktivitet. Men hun er ikke i tvivl om, at det også er et resultat af det studieliv, hun har fået i Holstebro.
Studiebolig i Holstebro
Flytter du til Holstebro, fordi du skal i gang med en videregående uddannelse, har du garanti for en bolig. Det har boligselskaberne og Holstebro Kommune aftalt.
Garantien er et tilbud om en almen bolig, men ikke nødvendigvis en ungdomsbolig. Er der ikke ledige boliger på det tidspunkt du ønsker en, har du fortrinsret til en af de første ledige boliger i del selskab, hvor du ønsker at bo.